
Christel Black indstillet til idrætspris
Christel Jane Black nomineret til Årets Frivillige Idrætsleder på Fyn
Ni kommuner inviterer traditionen tro Fyn til Fynske Bank Sportslørdag. Én sportsfestival og prisfest som hylder indsatserne i det fynske idrætsliv.
Christel Jane Black er Svendborgs kandidat til prisen ”Årets Frivillige Idrætsleder 2018”. Vinderen modtager en SEJR-statuette designet af kunstneren Jens Galschiøt og et gavekort på 10.000 kroner. Prisen hylder den enorme frivillige indsats, de frivillige idrætsledere yder i de fynske idrætsforeninger. Vinderen bliver afsløret ved et aftenarrangement for det fynske idrætsliv i forbindelse med Fynske Bank Sportslørdag den 19. januar 2019.
Bestyrelsen i Sport og Idræt i Svendborg(SIS) har nomineret Christel Jane Black til Årets Frivillige Idrætsleder på Fyn.
Nominering begrundes således:
” Som formand for Bokseklubben Rollo gør Christel en forbilledlig indsats. Alle, der kender Christel, kan skrive under på, at hun er en kolossal engageret foregangskvinde, der gør en uvurderlig forskel for bokseklubbens medlemmer. Christel formår løbende at tiltrække nye medlemmer, igangsætte nye tiltag, både i BK Rollo og på tværs af foreningslivet, kampsportsmiljøer og på skolerne i Svendborg. Derudover formår Christel at engagere et stort korps af frivillige ledere, instruktører og hjælpere, som yder et uvurderligt stykke arbejde i klubben.” BK Rollo er med Christel i spidsen værter for boksestævnet Fight Night på Frederiksø, som i 2018 blev Danmarks største amatørboksestævne.
”De frivillige idrætslederes arbejde i foreningerne er uundværligt og har stor værdi for idrætten og sammenhængskraften i lokalområderne i Svendborg Kommune. Derfor er det vigtigt at hylde de frivillige idrætsledere, når lejligheden byder sig” udtaler Bo Hansen, Borgmester i Svendborg Kommune.
Preben Juhl Rasmussen, formand i SIS, understreger at:
”Frivillige idrætsledere som Christel leverer en uvurderlig arbejdsindsats i foreningslivet. Jeg ser Christel som en meget stærk kandidat til at vinde prisen. I år vandt hun prisen som årets idrætsleder i Svendborg. En pris hun også var nomineret til sidste år”.
Juryen for ”Årets Frivillige Idrætsleder” består af repræsentanter fra de ni fynske kommuner, der deltager i Fynske Bank Sportslørdag, samt repræsentanter fra Samvirkende Idrætsklubber i Odense