
Demokratifestival 2015
Kære kulturaktør
Vær med til at skabe Danmarks nye store Demokratifestival på Sydfyn!
Vi sender denne åbne invitation til jer, for vi håber, at I vil være samarbejdspartner i Demokratifestival 2015.
Demokratifestival er en nyskabelse med rødderne plantet i fejringen af Grundlovsdagen i Ollerup, og idéen er, at samle og skabe en lang række arrangementer med et fælles omdrejningspunkt: vores demokrati og dets udfordringer anno 2015.
Festivalen løber fra tirsdag den 7. april til fredag den 5. juni 2015. De sidste par dage vil vi intensivere aktiviteterne i og omkring Ollerup og afslutte festivalen med et brag af en grundlovsdag.
Demokratifestivalen er åben for aktiviteter, forestillinger, debatter, koncerter, udstillinger, foredrag, happenings og gymnastikopvisninger – altså alle former for aktiviteter, der sætter demokratiet, folkeoplysningen og grundloven til skue og debat.
Baggrund: Fra tradition til fornyelse De fire frie skoler i Ollerup har gennem de seneste 6 år bygget en fornem tradition op med store markeringer af grundlovsdagen. Vi kalder det for en grundlovsfest, da der i sandhed er noget at feste for: vores frie forfatning og dertilhørende rettigheder!
Grundlovsdagen har gennem årene trukket flere og flere mennesker. De sidste to år har mere end 2.500 publikummere gæstet Ollerup – hvert år. Det er lykkes os at trække store talere som f.eks. Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Per Stig Møller, Jan Gintberg, Søren Ulrik Thomsen, Torben Steno og Peter Mygind. Som et særligt indsatsområde har vi prioriteret børnene, der bl.a. har mødt Jakob Riising. Ud over talere har dagen budt på fællessang og masser af optræden, deltagelse af diverse foreninger, fællesspisning, åben svømmehal osv. Det er lykkes at gøre dagen til en folkefest.
Nu vil vi gerne udvikle arrangementet. Det er tid til fornyelse.
Fra folkefest til folkemøde Vi har ambitioner om at udvide projektet og markere demokratiet og ikke mindst de udfordringer, der ligger i vores moderne demokrati. Kredsen bag Grundlovsfesten arbejder på at bygge et folkemøde op i Svendborg Kommune. Vi har fået ekstraordinære donationer fra bl.a. Folketinget og Kulturministeriet/højskolerne, der gør det muligt.
Målet med Demokratifestivalen er, at skabe en større bevidsthed om de muligheder og udfordringer, vores demokrati i dag står over for. Centrale spørgsmål er:
Hvem tager ikke del i folkestyret i dag, og hvordan kan de etablerede folkeoplysende foreninger og institutioner gøre vejen til deltagelse nemmere og mere synlig?
Hvilke muligheder for indflydelse har vi i dag?
Hvordan kan vi alle blive bedre til at deltage i folkestyret lokalt og globalt?
Det er vores ambition, at Demokratifestivalens brede og folkelige rammer vil realisere målene på nye måder, som traditionelle markeringer af Grundlovsdagen normalt ikke formår.
Det er nu, I kan byde ind! Vi håber nu, I vil overveje at deltage i Demokratifestivalen og har lyst til at byde ind med konkrete aktiviteter. Vi ser os i stand til at skabe nogle rammer, samle trådene og sørge for den rette opmærksomhed med såvel Fyns Amts Avis og TV2-Fyn som partnere.
Det er tanken, at I står for jeres arrangement(er) – også økonomisk – men at demokratifestivalen hjælper med sekretariatsbistand og ikke mindst med opmærksomhed, koordination og PR. Skriv allerede nu og fortæl om jeres idéer. Eller inviter os med om bordet, når I skal udvikle jeres arrangement, vi vil meget gerne sparre med. Ideer, spørgsmål og kommentarer kan rettes til koordinator, Anneline Köhler Juul på mail: annelinekj@gmail.com eller telefon 28 57 97 68.
Mange hilsener
På styregruppens vegne,
Anneline Köhler Juul, projektkoordinator for:
Skolerne i Ollerup: Ollerup Friskole, Ollerup Efterskole – sang og musik, Ollerup Gymnastikhøjskole og Den frie Lærerskole i Ollerup.