
Frivillighedsledelse – praktiske værktøjer
Frivillige ildsjæle og ledere lægger dagligt timer og energi i at udvikle nye fællesskaber og gøre en forskel. Men at lede og motivere frivillige kan være en krævende opgave. Derfor er Tuborgfondet og Roskilde Festival gået sammen om at blive klogere på frivilligledelse. I et antropologisk studie har virksomheden Antropologerne undersøgt, hvordan ledelsesstile påvirker forskellige typer af frivillige? Hvad der driver frivillige? Og hvordan frivillige ledere styrker motivationen blandt frivillige?
Undervejs i Antropologerne studie har mange frivilligledere efterspurgt praktiske værktøjer, som de kan støtte sig til i rollen som frivillig leder, og som kan bruges umiddelbart, når behovet opstår.
For at imødekomme den efterspørgsel har Roskilde Festival og Tuborgfondet sammen med frivillige fra de foreninger, der har deltaget i undersøgelsen, udviklet tre værktøjer – en erfaringstavle, en invitation til feedback og snak og en lederlommebog – som kan bruges af alle foreninger – store som små.
Værktøjerne kan sammen eller hver for sig give frivilligledere gode råd og skabe overblik over opgaverne som frivillig leder – både i det daglige i foreningen eller i forbindelse med events. De kan være med til at skabe rum for god evaluering og feedback mellem frivilligledere og de frivillige i teamet og hjælpe til, at de gode løsninger nemt kan deles.
“Vi håber, at værktøjerne kan være med til at styrke fællesskabet i foreningerne og gøre det sjovere og mere givende at være frivilligleder og frivillig. Det er vigtigt for os at den erfaring vi har fået opbygget i partnerskab med Roskilde Festival kan deles med andre. Derfor har vi fokuseret på, at værktøjerne skal kunne bruges af alle foreninger. De er nemme at bruge, billige at producere og neutrale i deres udtryk, så de nemt kan tilpasses den enkelte forening,” siger direktør i Tuborgfondet Anne-Marie Skov.
Frivillighedsledelse – værktøjer